Børnehaven Møllebakken er beliggende midt i naturen ca. 6 kilometer fra Maribo. De fleste af børnene bor i de omkringliggende landsbyer Østofte, Nørreballe, Stokkemarke og Bandholm, samt i oplandet.
Møllebakken er en del af Østofte Landsbyordning, hvilket for os betyder et tæt samarbejde med både skole og SFO og ikke mindst de forskellige foreninger i området. De fleste af børnene fortsætter på Østofte Landsbyordning i skole og bevarer således mange af de kammeratskabsrelationer de har opbygget i deres børnehavetid.
I børnehaven har dagplejen fra området deres legestue. Vi har således optimale muligheder for at give børnene nogle gode overgange mellem dagpleje og børnehave såvel som mellem børnehave og SFO/skole.
I Møllebakken lægger vi vægt på at give børnene tryghed og omsorg, at give tid, rum og plads til fordybelse. Vi vil gerne lære børnene gensidig respekt, rummelighed og ansvarlighed. Vi ønsker at styrke børnenes selvværd ved at møde dem anerkendende. Vi vil arbejde for at alle inkluderes i gode børnefællesskaber. Det er vigtigt for os at skabe gode fysiske børnemiljøer såvel ude som inde. Vi har en stor legeplads, hvor børnene kan udfolde sig motorisk.
Vi ønsker, at børnene har kendskab til det omgivende samfund, og vi gør meget ud af at skærpe deres opmærksomhed på det de ser. Derudover kan nævnes at vores ældste børn, hvert år i september, er på koloni i 3 dage i Næshytten.
Vi samarbejder med de lokale foreninger og deltager i fælles arrangementer.